C-PTSD
Komplekst posttraumatisk stress (C-PTSD, Complex Post Traumatic Stress Disorder) adskiller sig fra den klassiske PTSD både i årsager, symptomer og behandlingsudfordringer. Hvor PTSD opstår som reaktion på en enkeltstående, voldsom begivenhed, er CPTSD et resultat af gentagen eller langvarig eksponering for traumatiske hændelser. Den gentagne traumatiske eksponering skaber en dybere og mere vedvarende psykisk skade, som påvirker individets opfattelse af sig selv, relationer til andre samt deres følelsesmæssige og sociale funktion.
Klassiske reaktioner:
- Man kan have svært ved at danne nære og tillidsfulde relationer. Der ses ofte en social tilbagetrækning, da man både har lavt selvværd og har svært ved at stole på andre.
- Man kan have angst og forsøger at undgå steder, personer eller følelser, som kan have forbindelse til traumer. Eksponering kan føre til hjertebanken, sveden, rysten, kvalme eller en følelse af trykken i brystet.
- Man kan have voldelige udbrud, hensynsløs adfærd eller følelsesmæssig bedøvelse.
- Man kan have dissociative symptomer som fx en følelse af at være frakoblet virkeligheden (derealisering) eller sig selv (depersonalisation)
- Personlighedsændringer fx fjendtlig eller mistroisk holdning til verden, en følelse af tomhed, en konstant følelse af at være truet, social tilbagetrækning, undgåelse af følelser.
- Traumatiserede børn udvikler ofte et forvrænget verdensbillede, hvor de føler, at der er farer overalt. Det kan føre til aggressiv adfærd, isolation, regression, problemer med mentalisering eller risikabel adfærd.
- Teenagere og unge voksne kan udvise misbrug, usikker seksuel adfærd, selvskade, eller farlig kørsel. De kan have kognitive vanskeligheder som koncentrations- og indlæringsproblemer samt hukommelsessvigt. De kan også have dissociative episoder, hvor de “træder ud” af situationen og ikke kan være til stede i nuet.
- Børn/unge , der vokser op med en traumatiseret forælder eller oplever omsorgssvigt, kan udvikle et ambivalent, undvigende eller desorganiseret tilknytningsmønster, hvilket kan have konsekvenser for barnets evne til selvregulering, sociale relationer, tilknytning og følelsesmæssig trivsel.
- Transgenerationelle traumer kan også overføres til efterfølgende generationer gennem biologiske mekanismer. Reguleringen af stresshormonet kan blive forstyrret, hvilket gør efterkommerne mere følsomme overfor stress og øge risikoen for angst og depression.