Sekundær traumatisering er en psykisk belastningsreaktion, der kan opstå hos mennesker, som er tæt på andre med traumatiske oplevelser – typisk børn, partnere, pårørende eller fagpersoner, der arbejder med traumatiserede.Fagpersoner som er i en risikogruppe: psykoterapeuter, psykologer, pædagoger, socialrådgivere, lærere, plejeforældre, sundhedspersonale og politi. Der er øget risiko, hvis man arbejder alene med tunge sager, har et højt følelsesmæssigt engagement, har egne uforløste traumer samt mangler supervision og pauser.
Selvom man ikke selv har været udsat for et traume, kan det at lytte til eller være vidne til andres traumefortællinger, reaktioner og smerte over tid føre til symptomer, der minder om PTSD. Når vi relaterer os følelsesmæssigt til andre mennesker i nød – kan hjernen og kroppen reagere, som om vi selv er i fare. Det er en naturlig reaktion, men ved vedvarende belastning kan den føre til sekundær traumatisering. Reaktionen opstår ikke nødvendigvis med det samme, men kan bygge sig op gradvist som følge af længerevarende følelsesmæssig belastning.
Klassiske symptomer på sekundær traumatisering:
-
Træthed og udmattelse
-
Søvnproblemer (vanskeligt ved at falde i søvn, mareridt, urolig søvn)
-
Påtrængende billeder eller tanker relateret til andres traume
-
Overansvarlighed eller bekymring for andres sikkerhed
-
Følelsesmæssig afstand eller nedlukning
-
Irritabilitet, vrede eller følelsesmæssige udsving
-
Nedsat koncentration og hukommelse
-
Følelse af meningsløshed eller opgivenhed
-
Undgåelsesadfærd – trækker sig fra relationer eller visse opgaver
-
Kropslige symptomer, fx hjertebanken, anspændthed eller hovedpine
Det vigtigste er at anerkende symptomerne og søge støtte. Tidlig indsats forebygger, at belastningen udvikler sig til længerevarende stress eller udbrændthed. Sekundær traumatisering er ikke et tegn på svaghed – det er en normal reaktion hos mennesker, der engagerer sig i andres smerte. Men det kræver omsorg, forståelse og støtte for at kunne håndtere.