TRAUMER

Hvad er et traume?

Et traume opstår, når en person bliver udsat for en pludselig chok eller længerevarende, uforudsigelige belastninger, der overvælder kroppens og psykens evne til at håndtere situationen. Det kan eksempelvis være vold, ulykker, overgreb, krig, omsorgssvigt eller følelsesmæssig forsømmelse. Fælles for traumatiske oplevelser er, at de ofte indebærer en følelse af dødsangst, hjælpeløshed og tab af kontrol. Selv efter at faren er ovre, kan kroppen og sindet reagere, som om truslen stadig er til stede. Traumer påvirker hjernens struktur og funktion. Amygdala (hjernens alarmcenter) kan blive overaktiv og holde kroppen i konstant alarmberedskab. Samtidig kan hippocampus, som normalt hjælper med at skabe orden i vores minder, blive underaktiveret. Det kan føre til hukommelsesforstyrrelser og svært ved at skelne mellem fortid og nutid. Traumatiske oplevelser lagres også i kroppen og kan udløse fysiske symptomer. Traumer og PTSD er ikke det samme, men traumer kan udvikle sig til PTSD, hvis symptomerne varer mindst én måned og påvirker dagligdagen markant.

Det er ikke selve begivenheden, der udløser et traume, men vores reaktion på oplevelsen. Vi kan reagere forskelligt på den samme situation. Nogle kan være meget lidt påvirkede, og andre kan være udsat for store chok. Vores biopsykosociale ressourcer har indflydelse på vores reaktioner, dvs. genetisk sårbarhed, selvværd, adfærd, følelser, hukommelse, sociale evner, kultur, familiesituation, uddannelse, køn, immunforsvar, fysisk sundhed og omgangskreds. Reaktionen afhænger også af andre elementer, f.eks. om vi har været udsat for langtidsvarige eller enkeltstående trauma, og om vi har fået hjælp lige efter den traumatiske situation. Nogle mennesker kommer sig hurtigt fra selv de mest tragiske oplevelser og andre er tilbøjelig til at blive traumatiseret af en mindre oplevelse. Traumer kan opdeles i to hovedtyper:

Choktraumer – opstår efter enkeltstående og overvældende hændelser som fx en voldsom ulykke, overfald eller naturkatastrofe. Disse traumer kan føre til udvikling af Posttraumatisk Stressforstyrrelse (PTSD), hvis de ikke bliver bearbejdet.

Komplekse traumer – er resultatet af gentagen eller langvarig eksponering for overgreb, svigt eller trusler (typisk i barndommen eller i nære relationer). Dette kan føre til udvikling af Komplekst PTSD (C-PTSD). Symptomerne her er ofte mere diffuse, dybt rodfæstede og kræver længerevarende behandling. Det kan inkludere lavt selvværd, svært ved at sætte grænser, følelsesmæssig ustabilitet og vanskeligheder i nære relationer.

Herunder er en liste over almindelige traumereaktioner hos både voksne og børn, da symptomer og udtryk ofte varierer afhængigt af alder og udviklingstrin

Følelsesmæssige reaktioner:

• Angst, uro og panikanfald

• Depression eller nedtrykthed

• Skam- eller skyldfølelse

• Følelse af tomhed, håbløshed eller meningsløshed

• Følelsesmæssig bedøvelse – svært ved at føle glæde, kærlighed eller sorg

Kognitive symptomer:

• Flashbacks – genoplevelse af traumet som om det sker igen

• Mareridt og påtrængende minder

• Forvirring, hukommelses- og koncentrationsbesvær

• Negative tankemønstre og selvbebrejdelser

Adfærdsmæssige symptomer:

• Undgåelse af steder, personer eller situationer, der minder om traumet

• Social tilbagetrækning eller isolation

• Overdreven vagtsomhed eller mistro

• Øget irritabilitet eller vredesudbrud

• Risikoadfærd, fx misbrug af alkohol, stoffer, mad, m.m.

Fysiske symptomer:

• Søvnbesvær, mareridt eller urolig søvn

• Muskelspændinger, hovedpine eller kroniske smerter

• Træthed og energimangel

• Hjertebanken, svedtendens eller rysten

• Maveproblemer eller appetitændringer

Børn reagerer ofte anderledes på traumer end voksne – deres symptomer kan være mere subtile, kropslige eller vise sig gennem adfærd fx.

Fysiske symptomer:

• Hyppig mavepine, hovedpine eller kvalme uden medicinsk forklaring

• Søvnproblemer, mareridt eller uro ved sengetid

• Tilbagevendende træthed og spiseproblemer

Adfærdsændringer:

• Tilbagetrækning, isolation eller modvilje mod at lege

• Uforklarlig vrede, irritation eller udadreagerende adfærd

• Øget grådlabilitet eller angst i adskillelsessituationer

• Regression: barnet begynder igen at bruge sut, tale babysprog eller tisse i sengen

Følelsesmæssige reaktioner:

• Overdreven skyld- eller skamfølelse

• Frygt for, at noget ondt vil ske igen

• Lavt selvværd eller følelse af at være “forkert”

Kognitive vanskeligheder:

• Problemer med koncentration og indlæring
• Forvirring omkring tid, sted eller hændelser
• Mareridt eller flashbacks (genoplevelser gennem leg eller tegninger)
• ondt i maven, hovedpine

 

 

Hvornår bør du søge hjælp?

 

Hvad kan du selv gøre?

• Styrk kroppens ro-system. Mindfulness og åndedrætsøvelser kan hjælpe med at regulere nervesystemet.

• Bevæg dig. Fysisk aktivitet som gang, dans eller let træning kan hjælpe med at løsne fastlåst energi

• Skab trygge relationer. Kontakt med pålidelige mennesker kan hjælpe nervesystemet med at falde til ro

• Undgå isolation. Tal om dine oplevelser, hvis du føler dig tryg ved det, og deltag evt. i støttegrupper

• Søg professionel hjælp, hvis dine reaktioner ikke forsvinder